Lone Træholt er Danmarks første kvindelige brigadegeneral: Jeg ser ikke mig selv som et forbillede

Under grunduddannelsen til officersskolen søgte Lone Træholt i sin tid om at blive pilot. Det måtte hun ikke af den simple grund, at hun er kvinde. I dag, efter 38 år i Forsvaret, kan hun kalde sig for Danmarks første kvindelige brigadegeneral. Hun håber, hendes udnævnelse kan vise andre kvinder, at der er gode karrieremuligheder for dem i Forsvaret.

Lone er barn af Vendsyssel. Hun er opvokset i Løkken med sine forældre og fire brødre, tre ældre og en lillebror.

– Kombinationen af at være den eneste pige i søskendeflokken og lege drengelege i fritiden har medført, at jeg altid har været mere fokuseret på gokarten end på barnevognen. Til min mors store fortrydelse, men sådan var det jo.

Et naturligt ledergen

På officersskolen søgte Lone søgte sammen med tre andre piger om et linjeskift til pilotuddannelsen. De modtog kort efter et personligt, men kontant afslag fra forsvarsministeren. Eftersom de var kvinder, kunne det naturligvis ikke lade sig gøre, fordi kvinder ikke måtte deltage i direkte kamphandlinger. Lone var uforstående, men bortset fra den enkeltstående sag har hun aldrig nogensinde oplevet det som et problem at være kvinde i Forsvaret.

– Som delingsfører hørte jeg på et tidspunkt, nogen havde sagt, at de i hvert fald ikke ville ledes af en kvinde. Men det glemte de jo igen, for det at være en autoritet har altid været meget naturligt for mig. I min skoletid blev jeg brugt som reservelærer. Det tænkte jeg ikke så meget over dengang, men ledergenet og lysten til at få styr på flokken har altid ligget naturligt til mig.

Helikopterlæge Britt Lange: Vi skal kæmpe for vores rettigheder

Fødte i Tyskland

Nogle år senere fik både Lone og hendes mand stillinger i Tyskland, men umiddelbart før de flyttede dertil, viste det sig, at Lone var blevet gravid. Så det skulle der ”lige styr på,” fortæller Lone, som først gik på barsel to uger inden sin termin.

– Det var noget af en oplevelse at føde på et tysk hospital, når man var så dårlig til tysk som mig. De blev ved med at snakke om en Hebamme, og jeg tænkte, gad vide, hvad det er. Men det er altså jordmoderen. Jeg havde ikke rigtig tænkt over mine manglende tyskkundskaber, men ud kom han da, så det gik alt sammen, griner Lone.

Mød tre kvinder i mandejobs: Når drømme sejrer over kønsnormer

Mennesket i uniformen

I oktober vendte Lone tilbage til Danmark efter flere års arbejde i Tyskland. Første oktober tiltrådte hun stillingen som chef for Flyvevåbnets Taktiske Stab, og det var først kort inden sin tiltræden, det blev besluttet, at titlen som brigadegeneral skulle følge med stillingen. Det var altså ikke derfor, Lone takkede ja til stillingen, forklarer hun.

–  I det daglige ser jeg ikke mig selv som et forbillede, men jeg må erkende at i forhold til kvinderollen, så er jeg jo et forbillede, i og med jeg er den første til noget. Rent arbejdsmæssigt forsøger jeg altid at være et forbillede for alle mine medarbejdere – kvinder som mænd.

– Titlen er ikke som sådan vigtig for mig. Det er et synligt prædikat på, hvad du kan forvente af den enkelte person, men i det daglige har vi alle hver vores opgaver, som vi løser. Uanset hvilken uniform, jeg bærer, så er det mig selv indvendig, som løser opgaven. Det er mennesket i uniformen, som er vigtigt, og ikke selve uniformen. 

Jeg er stolt over at blive kaldt for metroens mor