Lone Scherfig: Jeg skal også kunne lave en biljagt

Lone Scherfig, filminstruktør, fortæller om sin nye film

Lone Scherfig brød igennem som filminstruktør med ”Italiensk for begyndere” i 2000. Lige siden har hun mest arbejdet i udlandet. Nu er den den 57-årige instruktør aktuel med filmen ”Their Finest Hour”, der har den pragtfulde engelske skuespiller Bill Nighy på rollelisten. Og det var bestemt ikke kedeligt, fortæller hun.

Siden den nu 57-årige danske instruktør Lone Scherfig brød igennem både herhjemme og internationalt med "Italiensk for begyn­dere" i 2000, har hun lavet de fleste af sine film i udlandet. Det er også tilfældet med hendes nye og premiereaktuelle "Their Finest Hour".

Hendes film har modtaget prestigefyldte priser i hele verden. En af dem, "An Education", var nomineret til tre Oscars. Hun har længe været blandt de danske filmkunstnere med størst succes i både ind- og udland.

Lone Scherfig er ikke blasert

At den status ikke har gjort hende blasert, kan man se med det samme i den ærlige fremtoning, og man kan også høre det, når hun begejstret fortæller om, hvordan det er at arbejde i Europas største film- og tv-studie, Pinewood Studios i Lon­don:

- Det er så sjovt at være en del af det kæmpemiljø, hvor man laver virkelig store ting og teknisk set har masser af benzin på. James Bond og mange af de andre store konceptfilm bliver ofte lavet i England, fordi arbejdskraften er billigere der end i USA. I studier som Pinewood kan de gå op i et helt andet gear, end vi kan herhjemme, og de kan alligevel også lave mindre pro­duktioner som mine.

Lone Scherfigs kollega Susanne Bier: Jeg er verdens dårligste husmor 

Også en biljagt

"Their Finest Hour" er indspillet i London og Wales og er den femte film, Lone Scher­fig har lavet i udlandet. Da hun efter den realistiske forstadskomedie "Italiensk for begyndere" tog til udlandet for at lave film, medbragte hun sin egen særlige tone. Som ikke er helt ligetil for hende at sætte ord på:

- Jeg tror, det er noget, jeg først ved, når jeg står på optagelserne. Nogle gange kan jeg pludselig tænke ved mig selv, at dét her, det sagde jeg, fordi det er min tone. Ikke at alt i en film skal have min tone. Jeg skal også kunne lave en biljagt, og den skal bare være ordentligt håndværk, siger hun og fortsætter:

- Omverdenen må bedømme, hvad jeg kan. Men jeg kan se, at alle de film, jeg laver, har en blanding af komedie og tragedie. De har det med at bruge begge dele side om side, helt ned til det samme billede.

Tine Fischer: Leder af en af verdens største dokumentarfilm-festivaler

Ham Bill Nighy...

I "Their Finest Hour", som foregår i 1940 i begyndelsen af Anden Verdenskrig, har Lone Scherfig for første gang arbejdet sam­men med den engelske skuespiller Bill Nig­hy, som havde en af de mest mindeværdige roller i den populære komedie "Love Actu­ally" som den fallerede rockstjerne Billy Mack, der indsynger rædselsnummeret "Christmas Is All Around You".

Lone Scherfig nævner en scene med ham fra optagelserne af "Their Finest Hour" som eksempel på, hvordan komedien og trage­dien i bogstavelig forstand kan optræde i samme billede i hendes film:

- Det er en scene, hvor Bill Nighy står i et lighus i London og er ude for noget meget frygteligt: Han skal identificere en god ven, der er afgået ved døden. Pludselig lyder luft­alarmen over lighuset, og en sygeplejerske kommer hen til ham og spørger: "Har du ikke lyst til at blive og overnatte her?" Det kan man ikke pludselig sige i en så alvorlig scene, men det kan man altså godt alligevel. Det er et spørgsmål om at turde. Og den replik opfandt vi på stedet. Den stod ikke i noget manuskript.

Har haft det sjovt

I en af de engelske avisers omtaler af "Their Finest Hour" skrev en journalist, at "Bill Nighy burde være med i alle engelske film". Den 67-årige skuespiller er elsket i sit hjemland og viser i Lone Scherfigs nye film sin evne til at få folk til at le dæmpet og lunt, blot han løfter det ene øjenbryn.

Han er en af grundene til, at Lone Scher­fig har haft det "så sjovt" under optagelserne af filmen:

- Han er i den grad med på den værste, hvilket er ret imponerende, for komikere kan være sprøde, og han er jo ikke helt ung længere. Men han er i god form. Den første dag vi havde læseprøve, hvor alle sad omkring et bord og skulle sige deres replikker, kunne han sine udenad. Som den eneste. Han er virkelig disciplineret.

Manon Rasmussen designer kostumer til de største danske film

Man er fuldstændig besat

"Their Finest Hour" handler om et film­hold, som på bestilling fra Krigsministeriet i England i 1940 skal skrive og indspille en patriotisk og romantisk storfilm, som skal opruste befolkningens moral under Anden Verdenskrig og få amerikanerne til at gå med i krigen mod tyskerne.

Lone Scherfig nød optagelserne i Eng­land. Hun nyder altid, når det til fulde lyk­kes at fordybe sig fuldstændig i optagepro­cessen i de forholdsvis få uger, den varer, siger hun:

- Man er så optaget imens. Det er fanta­stisk at komme ind i den tilstand, hvor man er fuldstændig besat og arbejder alle sine vågne timer. Det er altså et kæmpeprivile­gium. Det minder lidt om dengang, man var barn og legede og legede uden at opdage, at det var blevet mørkt. Man var helt væk i legen. Det er noget, jeg glæder mig til, hver gang jeg skal lave en film.

Dodo Gad om sit ægteskab

Filmer sit eget manuskript

Ud over at arbejde som instruktør skriver Lone Scherfig en del manuskripter og er lige nu i gang med at filmatisere et manuskript, hun selv har skrevet og har haft i tankerne i mange år. På engelsk kommer den film til at hedde "Secrets From the Russian Tea Room". Selv om den foregår i New York, indspilles meget af den i København. Det er første gang i ti år, hun indspiller så tæt på Hellerup, hvor hun bor, men hun har hele tiden boet i Danmark:

- Jeg har været meget væk hjemmefra i alle de år, men jeg har også lange perioder, hvor jeg er hjemme. Når jeg skriver filmma­nuskripter, kan jeg jo gøre det hjemmefra. Det har jo altså også altid været et enormt privilegium, at jeg har været gift i alle de år, så jeg ikke har været eneforsørger. Havde jeg været det, så havde jeg måske taget nogle opgaver, som ikke ville have været de rigtige valg for mig. Jeg har haft mulighed for at sige nej, fordi jeg har haft Jesper.

En fordel at  være to

Jesper hedder Allentoft til efternavn og er psykolog. Han og Lone Scherfig har været gift siden 1992, og når Lone Scherfig bliver spurgt, hvordan hun har kunnet arbejde så meget, også i udlandet, som kvinde og mor, nævner hun ofte fordelen ved at have en partner.

- Jeg har altid vidst, at det var en fordel at være to, men det er noget, jeg har formuleret mere i de senere år. Et eller andet sted synes jeg også, det ville være uærligt ikke at svare, at det kan jeg blandt andet, fordi jeg har en mand. Jeg synes også, at jeg skylder min mand at sige, at han har været der hele tiden. At han hver morgen troligt har snøret skoene og er gået på arbejde, siger altså den verdenskendte, danske instruktør.