Laura Bach: Jeg har en barndomsforelskelse i dansen

Laura Bach

Før skuespillet blev en del af hendes liv, udtrykte Laura Bach sine følelser gennem dans. Det var ikke fordi, Laura var stjernen i feltet, fortæller hun. Og det var egentlig heller ikke så meget det der med at stå og fyre den af foran et publikum, som fascinerede hende. Der er jo bare det, at dans er fuldstændig magisk for Laura. Intet mindre.

37-årige Laura Bach er netop nu aktuel i som en af Danmarks modigste dansere i det populære TV2-program ”Vild med dans.” Her kæmper hun fredag efter fredag om seernes stemmer og elsker det, fortæller hun. Men danseverdenen er heller ikke et fremmed sted for Laura. Hun har nemlig danset for mange år siden.

– Jeg havde en barndomsforelskelse i dansen, og for mig handler det i høj grad om nørkleriet og nørderiet i at gå ind i et udtryk og fortælle den historie, som skal fortælles. Det har jeg altid haft et enormt behov for.

Anne Laxholm om ægteskabet: Jeg har kylet ting efter Hans-Henrik i arrigskab

Eventyrligt meget mere

– Jeg troede lidt, at ”Vild med dans” var et univers af glimmer, pailletter, hårde dommere og dygtige dansere. Og det er det også, men der er så eventyrligt meget mere i det. Jeg er blevet omfavnet af en varm, lysende, glædesfuld dyne, siden jeg begyndte i det her. Den livsglæde, der er i at danse, det er den, vi alle gerne vil være en del af. Og nu står jeg midt i den. Jeg føler mig så heldig. Jeg får lov til at danse, og det, synes jeg, er noget af det sjoveste, der findes. Og så har jeg fået en af de bedste dansere, vi har i landet.

Laura danner par med den rutinerede 10-års jubilar Michael Olesen. Og hun er i den grad imponeret over, hvad han kan rumme. Ved siden af dansen arbejder Michael som civilingeniør og projektleder, han har lige været til eksamen i det lederkursus, han er ved at tage, og nåh ja, så løb han også et halvmaraton for nylig.

– Jeg blev så glad, da jeg fandt ud af, at jeg skulle danse med Michael. Han er sådan et vildt menneske, og han er dybt inspirerende at være sammen med. Han er livsklog, og han forstår sig virkelig på mennesker. Og så er han frem for alt en sindssygt dygtig underviser.

Anne-Mette Rasmussen om at deltage i Vild med dans

Drømmen om finalen

Selv om hun ikke siger det direkte, kan jeg mærke, at hun ikke rigtigt tør give mig et bud på, hvor langt de to kan komme i Vild med dans. Michael har aldrig vundet og er ”kun” nået til semifinalen i tidligere sæsoner.

– Jeg vil så gerne vinde sammen med Michael. Det at kunne give ham eller hinanden det vil være det allerfineste, og det vil jeg simpelthen så gerne. Det kunne være så smukt bare det at nå til finalen.

Birthe Kjær om sine korte forhold: Jeg burde have arbejdet noget mere med kærligheden