Islands stærke kvinde brænder stadig

Islands forhenværende præsident Vigdis Finnbogadottir i sit hjem i Reykjavik

Islands Vigdís Finnbogadóttir skrev historie, da hun blev verdens første kvindelige statsoverhoved valgt ved et direkte valg. Det er 37 år siden efterhånden, men den i dag 87-årige Vigdís kæmper stadig for ligestilling, sprog og kultur.

Islands Vigdís Finnbogadóttir taler flot dansk.

Hun har også boet her, har studeret på Københavns Universitet og har haft en stor vennekreds her.

Men sprog er i det hele taget noget, som den forhenværende islandske præsident har sans for og er optaget af.

Selv om det er mere end 20 år siden, hun forlod det ærefulde præsidentembede efter 16 år, dvs. fire præsidentperioder, er hun stadig en meget travl og efterspurgt personlighed.

Hun arbejder engageret med blandt andet ligestilling, naturbeskyttelse, kultur - og ja, sprog. 

Læs også: De første kvinder på tunge poster

Islands Vigdís - som institut

Lige for tiden er det især hendes rolle som Unesco-ambassadør for verdens sprog, der har hendes fulde opmærksomhed.

I foråret stod hun i spidsen for indvielsen af et nyt, internationalt sprogcenter, C Instituttet – Center for Sprog og Kultur, hjemme i Island.  

– Sprogcenteret skal fungere som et institut under Islands Universitet, men det skal i fremtiden også være et sprogmuseum, forklarer hun passioneret, så man tydeligt kan høre hendes kærlighed til sprog, og især det islandske.  

– Sproget har fra gammel tid været vores primære kunstneriske udtryksform. Man kan ikke lave skulpturer i lava, men vores forfædre havde ordet, så de kunne digte og fortælle sagaer. Og fordi vi i Island har været så isolerede, har vi ikke været under indflydelse af andre landes sprog sådan som dansk for eksempel har. Vores sprog er unikt, og det beundrede og respekterede danskerne heldigvis i de århundreder, hvor vi hørte under Danmark. 

Magiske Island

Sprog, der forsvinder

Ud af de mere end 6.000 sprog i verden, vurderer man, at halvdelen af dem vil være forsvundet, inden dette århundrede er slut.

Som sprogambassadør har Vigdís Finnbogadóttir deltaget i arbejdet med at kortlægge alle verdens sprog, og det bekymrer hende, at så mange af dem snart kan være fortid.

– Hvis et sprog forsvinder, forsvinder også minder, historie, viden og dermed et helt folks identitet. Alt, hvad vores forfædre har tænkt, erfaret og skrevet, vil ikke længere være tilgængeligt for os. Derfor er det meget vigtigt, at vi holder fast i alle sprog, siger hun.

Presset til at stille op

At Vigdís Finnbogadóttirttir i 1980 skulle blive den første demokratisk valgte, kvindelige præsident i verdenshistorien, havde hun aldrig selv drømt om. Faktisk havde hun slet ikke lyst til at melde sig som kandidat.

– Det var slet ikke en ambition, jeg havde. Der var flere, specielt i kvindebevægelsen, der pressede mig til at stille op. Vi kunne ikke holde et præsidentvalg uden en kvindelig kandidat, mente mange. Jeg blev ved med at takke nej, for jeg havde en fornemmelse af, at det var for stor en opgave.

Det kan du opleve i Reykjavik 

Men det var faktisk søens folk, der overtalte hende, der selv engang drømte om at blive kaptajn på et skib, til at stille op som deres præsident.

– En dag kom der et telegram ude fra fiskebankerne, fortæller hun, - og det var underskrevet af hele mandskabet på en trawler og indeholdt en opfordring til at stille op. Så blev jeg alligevel blød om hjertet og endte med at sige ja!

Thatcher og Golda Meir først, men...

Den 29. juni 1980 blev hun republikken Islands fjerde præsident. Året før var Margaret Thatcher blevet premierminister i Storbritannien, ligesom Golda Meir også havde været det i Israel.

Men det var første gang, en befolkning valgte en kvinde som statsoverhoved ved et direkte valg. Det gav håb for ligestillingen, mente mange. 

Danske Charlotte flyttede til Island

Kvindernes æra er ved at begynde

Men hvor langt er vi så kommet med ligestillingen, ifølge Vigdís Finnbogadóttir? 

– Vi er kommet langt, men vi har for eksempel stadig ikke ligeløn, ligesom vold mod kvinder fortsat er et problem. Jeg blev for et stykke tid siden interviewet til en bog, og jeg vil give det samme svar, som jeg gav den dag: Vi står på tærsklen. Kvindernes æra er lige ved at begynde. Den er der ikke helt endnu, men vi står på tærsklen. 

Faktaboks

• Født den 15. april 1930, uddannet i teatervidenskab og fransk litteratur.

• Islands præsident fra 1980-1996.

• Bor i Reykjavik.  I 1963 skilt fra sin daværende mand Ragnar Arinbjörn. 

• Adopterede i 1972 som den første enlige kvinde i Island. Datteren er den nu voksne billedkunstner Ástríður Magnúsdóttir. 

 

Læs hele interviewet med den spændende Vigdís Finnbogadóttir, som vi har besøgt i Reykjavik, i SØNDAG uge 29.