Hanne - en af Danmarks første kvindelige politibetjente

Hanne Simonsen, som var en af Danmarks første kvindelige politibetjente

Hanne Simonsen var en af landets første kvindelige politibetjente. I år er det 40 år siden, de første kvinder som et forsøg blev optaget på Politiskolen. En af dem, der bestod og skrev Danmarkshistorie dengang, er Hanne, som i dag er 65.

Hanne Simonsen står med billederne, der viser hende selv som yngre. På det ene billede er hun iført politiuniform. På det andet står hun i striktrøje og cowboybukser, iført forklædning fra en periode af hendes politiarbejde, hvor hun arbejdede undercover på Christiania.
 

Hanne, der er 65 år i dag, begyndte på Politiskolen i 1977 sammen med 17 andre kvinder, der som et forsøg blev de første kvinder, der blev ansat i politiet på lige fod med mænd. En faldt fra undervejs, men resten af holdet bestod, og for Hanne blev det starten på næsten 40 år i politiets tjeneste. 

Ansatte faktisk ikke kvinder

Tilbage i 1973 arbejdede Hanne i Føtex i Aalborg. En aften, hvor hun var på et værtshus i byen, faldt hun i snak med nogle kriminalbetjente fra Rigspolitiets Rejsehold.

– De fortalte lidt om deres arbejde, og jeg syntes, at det lød enormt spændende, nærmest som en film. De opfordrede mig til at søge ind i politiet, men de fortalte også, at politiet faktisk ikke ansatte kvinder, men jeg var blevet så tændt, at jeg søgte alligevel, fortæller Hanne.

Hanne dumpede dog i den teoretiske del, men mistede ikke modet. Hun arbejdede videre i Føtex, men kun på deltid for at tage 10. klasse og hf på aftenskole og desuden forberede sig til den fysiske del af optagelsesprøven på Politiskolen. Og hendes anstrengelser gav pote. For faktisk søgte hun ind igen i 1975 og bestod først den teoretiske del af prøven, og da det så i 1977 blev muligt for kvinder at tage de fysiske prøver, bestod hun også dem. Dermed var Hanne klar til at begynde på Politiskolen i København – altså som en af de første 18 kvinder i politiet.

Læs også: De første lærde kvinder

Uniformer syet til mænd

– Det hele var så spændende i starten, fortæller Hanne, - og jeg gik ikke op i alle de kommentarer, vi fik som de første kvinder i politiet.
- Politiuniformerne var syet til mænd, og kasketterne var for store og tunge. En designer udtalte i pressen, at vores uniformer lignede karnevalskostumer, og de blev da heldigvis fiksere med årene, men vi kvinder var ligeglade. Vi ville det virkelig. Vi kom i pressen og dagbladene, for det var en milepæl, at der endelig blev ansat kvinder i politiet.
 
 

Mange ville prøve os af

– Mange ville prøve os af, fortæller hun videre, - og vi skulle ofte forklare, hvorfor der var brug for kvinder i politiet. Jeg var meget diskussionslysten, men jeg spillede ikke smart. Jeg argumenterede for, at politiarbejde handler om meget andet end fysisk styrke, og det fik jeg også bevist flere gange.

Arbejde undercover

Da Hanne var færdiguddannet, kom hun til Station 4 på Hørhusvej på Amager, hvorfra hun kørte på patruljer med ældre kolleger. Kort efter at hun var blevet fastansat, blev hun spurgt, om hun ville være en del af en særlig Christianiagruppe, der skulle bekæmpe handlen med ulovlige stoffer.

– Vi skulle infiltrere miljøet på Christiania og finde ud af, om der var en hælercentral derude, og om der fandtes våbenlagre. En af de mandlige betjente havde bedt om at få en kvindelig kollega med, fordi de andre undercoverbetjente arbejdede to mænd sammen, og de blev hurtigere afdækket, altså opdaget, af christianitterne. Sammen med min nye makker skulle jeg gå rundt i miljøet i beskidt tøj og finde ud af, hvad der foregik. Den opgave sagde jeg straks ja til.
 

Lidt af en rollemodel

 
I august 1981 lukkede den Christianiagruppe, som Hanne var en del af. Christianitterne opdagede aldrig, at Hanne og hendes makker var betjente, og efter gruppens opløsning begyndte hun i Kriminalpolitiet på Station 4, hvor hun efter to år kom til at arbejde med kriminalpræventivt arbejde i Folkeskolens 7.-9. klasser.
 
- Det kunne jeg godt lide. Jeg tror, at nogle af eleverne så mig som lidt af en rollemodel, og det havde jeg det fint med, siger hun.
 
Hanne fik smag for at arbejde med formidling og undervisning, og hun blev en del af en gruppe på Politiskolen, der lavede undervisningsmateriale og pr-videoer. De sidste fem år af karrieren arbejdede hun på Politimuseet.
 

Det mest spændende

 
– De opgaver havde ikke så meget med klassisk politiarbejde at gøre, men jeg har altid haft mulighed for at arbejde med det, jeg fandt mest interessant, og som gav mit arbejde indhold og mening, siger Hanne og forklarer videre:
- Min historie i politiet er anderledes end de andre kvinders, især på grund af mine oplevelser undercover på Christiania. De 10 måneder, hvor jeg arbejdede undercover, var min mest spændende tid i politiet.
 
-  Jeg mødes stadig én gang om året med de andre kvindelige betjente fra dengang, og vi taler om, at det var sjovt at være de første kvinder i politiet. Ikke at vi var bedre end andre betjente, hverken før eller nu, men vi var de første, og det var stort, fortæller Hanne, der stoppede med at arbejde i politiet i 2014 og i dag har en genbrugsbutik, der pudsigt nok ligger tæt på Politigården i København.