Camilla Andersen: Håndboldspillet har gjort mig til den, jeg er

Hun er den kvindelige håndboldspiller nogensinde, som har scoret allerflest landsholdsmål. Hun har vundet titler som VM-guld, EM-guld og ikke mindst OL-guld. Camilla Andersen var blandt de allerbedste inden for sit felt, indtil hun stoppede. Læs her, hvad hun laver i dag

I dag har hun lagt håndbolden på hylden. Bogstaveligt talt. Siden hun frivilligt besluttede at indstille sin håndboldkarriere tilbage i 2005, har hun nemlig ikke rørt en håndbold. Men sport er stadig en central del af hendes hverdag. I dag ejer og driver Camilla Andersen rejsebureauet Travel Sense, som sælger sportsrejser.

Drømmer du også om et karriereskift? Læs ekspertens 5 råd til et karriereskift her! 

Talent og hårdt arbejde

Camilla begyndte sin håndboldkarriere som 12-årig i klubben Virum Sorgenfri. Begge Camillas forældre er tidligere landsholdsspillere, og derfor var det naturligt, at Camilla også kom til at spille håndbold, men selvom talentet er medfødt, så har Camilla lagt masser af arbejde i at opnå sine sejre:

”Talentet er selvfølgelig en gave, men jeg var ikke blevet til noget, hvis jeg ikke havde arbejdet hårdt for det. Eftersom jeg aldrig har været skadet, har jeg heller aldrig siddet en træning eller en kamp over, og jeg er nok en af de håndboldspillere, der har trænet allermest, så jeg er ikke kommet sovende til min succes.”

Og så har håndboldspillet udviklet hende personligt. For Camilla har altid været meget genert. Og er det stadig. Men håndboldspillet har alligevel hjulpet hende med at kontrollere det bare en lille smule.

”Håndbold har gjort mig til den, jeg er. Det har også givet mig et håb og en tro på, at ting kan lykkes. Og det er ikke successen i sig selv, som er vigtig. For mig er det håndboldspillet og kærligheden til sporten, som betyder noget.”

Sille Lundquist: Fra topmodel til mindfullnesscoach 

Travel Sense

Siden sit stop har Camilla forsøgt at holde sig væk fra håndboldverdenen. Ikke fordi hun ønsker at tage afstand fra sine præstationer, men fordi hun gerne vil anerkendes for noget andet, nemlig for det rejsebureau, hun selv har stiftet.

”Jeg vil ikke have hængende på mig, at jeg er nået hertil pga. mit håndbold, for jeg har arbejdet hårdt for at etablere mig i rejsebranchen.” 

Håndboldspillet har aldrig gjort hende rig. Selvom hun i sin tid var et af sit fags allerdygtigste, har hun ved siden af sin håndboldkarriere valgt kontinuerligt at uddanne sig, fordi hun havde en ambition om at blive god til at drive et rejsebureau. Og selvom håndbolden er lagt på hylden, så lever konkurrencemennesket i Camilla Andersen fortsat. 

”Jeg er nødt til at udfordre mig selv hele tiden. Ellers så går jeg lidt i stå. Og jeg er stadig et stort konkurrencemenneske. Nu vil jeg være den bedste rejsebureauleder."