Mille Dinesen efter sygdom: Tag ansvar for dit eget liv!

Hun er aktuel som ”Rita” der altid siger tingene ligeud. Det gør Mille Dinesen også, når emnet falder på hendes sygdom, som hun selv mener, er en fejldiagnose.

Annette Heick efter ulykke: Jeg kunne lægge mig i fosterstilling og tude, men det får jeg sgu’ ikke noget ud af! Læs SØNDAGs interview her

Skelsættende oplevelse 

I 2001 var Mille ved at indspille tv-serien »Nynne«, da der pludselig skete noget som forandrede hendes liv:

– Det har været forvirrende. Dengang arbejdede jeg for fuld hammer, og jeg var samtidig ved at miste nogle af mine nære, så min krop sagde simpelthen fra. Jeg fik summen i benene. Jeg gik til lægen, fik en scanning på hospitalet, hvor der viste sig at være sorte pletter på billederne. Diagnosen lød sådan her: Det er højst sandsynligt sclerose, men det kunne også godt være en slags aldring i kroppen. Jeg fokuserede på sclerose-teorien og gik rundt og var mentalt lammet i et godt stykke tid. Men bag det hele havde jeg samtidig en tyrkertro på, at noget ikke stemte. Jeg var tilknyttet hospitalet og fik tilbudt medicin, der måske kunne tage nogle af de attakker, der eventuelt ville komme. Det var lidt abstrakt for mig, så jeg takkede nej til medicinen, siger hun til SØNDAG.

Ghita Nørby til SØNDAG: Jeg stopper ikke med at være bange for at blive ramt af kræft igen!

Branchen er ubarmhjertig 

I tiden efter plukkede hun en masse tilbud fra den alternative behandlerverden og passede på sig selv. Tiden gik, og symptomerne forsvandt meget hurtigt igen. 

– Det tog hårdt på mig rent personligt. En fjer blev til fire høns i forhold til, hvor syg jeg var. Branchen er jo sådan skruet sammen, at det går stærkt, og hvis der først er et rygte, om at man er syg, så er det – bum – videre med nogle andre.

Forkert diagnose

I 2009 insisterede Mille på en ny scanning, fordi hun ingen symptomer havde haft siden den første undersøgelse. 

– Der var ingen sorte pletter. Lægerne sagde så, at den slags godt kunne gå i ro, og det var åbenbart sket for mig. I min optik er det noget stress, der er forsvundet, for sclerose har man, eller også har man det ikke, så jeg fik en forkert diagnose i sin tid. Den er bare svær at få ud af hovedet igen, når man har fået den af en mand i hvid kittel. Den lever på en mærkelig måde videre i mig, og den har ændret mit liv, mit livssyn og min måde at leve på. Jeg er blevet klogere på mig selv og står stærkere i dag end nogensinde før, siger hun til SØNDAG.

Sisse Fisker efter 2 år i smertehelvede: Troede jeg var hypokonder!

Har virkelig noget på hjerte

Hele det store selvhjælpsprojekt, det har været at komme videre derfra, vil Mille Dinesen gerne formidle videre, og hun overvejer i øjeblikket hvordan:

– Der var en ubalance i min krop, som jeg fik rettet op på, og jeg fik mig selv på benene igen. Så jeg har virkelig noget på hjerte i forhold til at tage ansvaret for ens eget liv. Det vil jeg gerne fortælle om, men lige nu ved jeg ikke, om det bliver som foredrag, i form af en bog eller noget helt tredje. Jeg overvejer nøje, hvilken vej jeg skal, for selvhjælpsbøger, der ligner hinanden, spyttes der efter min mening alt for mange ud af. Overskriften kunne godt blive: »Tag ansvaret for dit eget liv«, siger Mille Dinesen til SØNDAG.