Tagetes - en blomst til flere formål

Tagetes

Tagetes er mere end blot en prydplante. Den har flere gode egenskaber, bl.a. er den fin i maden og god til jordforbedring.

Nyttige tagetes

Tagetes bruges for det meste bare som en prydplante om sommeren, men den rummer mange flere egenskaber end blot at være til pynt. Der findes to arter, som kan anbefales til brug i køkkenet, et væld af sorter, der er gode til at tiltrække nyttige insekter og sidst ikke mindst, så har arten Tagetes patula vist sig at være yderst effektiv til bekæmpelse af jordtræthed, som især kan være et problem, hvis der dyrkes planter inden for rosenfamilien det samme sted lige efter hinanden, f.eks. roser efter roser, eller et nyt æbletræ, hvor et gammelt er fjernet.

De tre mest almindelige arter i Danmark kendes let fra hinanden. Erecta betyder, at planten vokser opret, tenuifolia at den er tyndbladet og patula at planten har en åben eller udstående vækst.

Der findes masser af spiselige blomster. Her er f.eks. en opskrift på hyldeblomstsaft

5 plantetips

  1. Når du køber småplanter af fløjlsblomst, så vælg dem med mange blade og blomsterknopper. Undgå de tynde og ranglede med gule blade. Det kan være fristende at købe nogle i fuld blomst, men du får en mere ensartet og  længere blomstring med planter i knop.
  2. Starter du med frø, så tjek salgsdatoen på pakningen før du køber. Husk, at planter fra selvhøstede frø ikke bliver som dem, du høstede fra.
  3. Fløjlsblomst-frø sås i marts-april under »glas«. Hold jorden fugtig med en temperatur på ca. 18 grader.
  4. Udplantning af småplanter foretages medio maj, når nattefrosten er overstået. Giv dem veldrænet jord og en solrig placering.
  5. Vand planterne godt, indtil de har etableret et rodsystem, derefter vandes kun i tørre perioder. Fjern løbende de visne blomster, så nye knopper kan dannes.

Tagetes

LÆS OGSÅ: Det er nu, du skal så anden omgang afgrøder i haven

Tærte med lakridstagetes

(TID: 1 time, 4-6 pers.)

Ingredienser

  • 1 rulle tærtedej
  • 500 g kål, gerne blandet rosenkål, broccoli og blomkål
  • 100 g lys cheddar
  • 125 g kyllingebacon
  • 250 g ricotta
  • 10 g lakridstagetes
  • 4 æg
  • 1 dl fløde
  • ½ dl mælk
  • Salt, peber

Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 180 grader. Rul tærtedejen let ud og læg den i en springform. Dæk med bagepapir og tærteærter eller lign. for at holde dejen nede under bagningen. Forbag tærtebunden i 12 min.
Rens kålen og del den i små buketter, halvér rosenkålene. Blanchér kålen i 3 min. i kogende, letsaltet vand. Spul den under koldt vand og dup den tør.
Riv osten. Skær baconen i små terninger. hak lakridstagetes groft.
Fordel kål og bacon i den forbagte tærtebund.
Rør ost, ricotta, æg, fløde og mælk sammen og krydr med salt og peber.
Hæld æggeblandingen i tærteformen og bag den færdig i ca. 40 min., til den giver efter for et let tryk.