Sådan bekæmper du sneskimmel

Plæne med angrebne pletter af sneskimmel. Foto: Karna Maj

Skal du nyde det gode vejr i haven, og har din græsplæne lidt under den hårde vinter og fået den ellers sjældne sygdom sneskimmel? Få gode råd til at bekæmpe svampen her - mens solen skinner...


Mange danske græplæner er ramt af sneskimmel i år efter den lange vinter og tykt snelag, hvor græsplanterne har manglet lys, og svampen har ligget og hygget sig under sneen.

Sneskimmel er en ret svag snylter, som kun angriber under snedække, som det vi netop har haft denne vinter. Det skriver Havenyt.

Sneskimmel er en svamp, der viser sig som tallerkenstore plamager af fedtet og slimagtigt dødt græs.

Læs også:


Det er mange år siden sidst, at der var sneskimmel i Danmark, men den ekstraordinære hårde vinter har vækket sygdommen til live igen.



Havenyt
anbefaler, at du gør følgende for at få bugt med sneskimlen:

1. Riv de angrebne græsplanter væk.

2. Fjern det levende græs i en bræmme på ca. 20 cm bredde rundt om yderkanten af det døde parti.

3. Tilfør de bare pletter en 2 cm topdressing af halvt omsat kompost, og så nyt græs (helst modstandsdygtige sorter).

4. Bekæmpelse med gængse svampegifte ødelægger balancen i jorden og giver derved grobund for nye angreb.


Sådan forebygger du sneskimmel til næste år:

Gode råd, hvis du vil undgå sneskimmel næste vinter:

  • Sørg for godt dræn under plænen.
  • Ungå skygge på græsset.
  • Stands trafik over snedækkede plæner.
  • Sæt snehegn op - hvis det kan mindske snedække af plænen.
  • Fjern laget af dødt materiale ved hjælp af en vertikalskærer sidst i oktober.
  • Fjern alle bunker af nedfaldne blade.
  • Undgår pludselige skift i overfladens pH om efteråret (vent med at kalke til april).
  • Gød med omtanke, sørg for at tilføre ekstra kalium i slutningen af august, og gød ikke om efteråret.
  • Undgå enhver form for overgødskning med kvælstof.
  • Brug modstandsdygtige græssorter.