Æbleekspert: Sådan bør du bruge dine æbler

Et æble er ikke bare et æble. Æbler har vidt forskellige egenskaber, og det betyder, at de er anvendelige i forskellige sammenhænge. Læs her, hvordan du bedst udnytter æblerne fra din have

Æblesæsonen er i fuld gang, og havens æbletræer bugner. Nu kan der laves æbletærter, æblegrød og æblemost, men ikke nødvendigvis af æbler fra det samme træ.

Maren Korsgaard, der er hortonom og ekspert i æbler, fortæller hvilke æblesorter, der bør bruges til hvad.

Æbler til madlavning

Æblekage, æbleflæsk eller æblekompot. De fleste har deres egen yndlingsret med æbler, men selvom smag og behag kan være forskellig, er det faktisk den samme type æbler, der bør bruges til alle æbleopskrifter.

- Hvis du vil lave mad med æbler, er de syrlige sorter det bedste valg. Det kan for eksempel være Belle de Boskoop og Bramley. De er nemlig udprægede madæbler, fortæller æbleeksperten.

Har du fået lyst til at lave desserter med æbler? Her får du otte lækre opskrifter med æbler

Æbler, der kan spises friske

Der er intet som følelsen af at sætte tænderne i et saftigt, friskplukket æble. Det er dog ikke alle æblesorter, der giver den samme gode smag og fornemmelse. Ifølge Maren Korsgaard er det smagens ligevægt, der er det springende punkt.

- Sorter, der har en god balance mellem sødme og syrlighed, er gode spiseæbler. Det kunne eksempelvis være sorter som Discovery, Aroma, Alkmene og Holsteiner Cox.

Æbler, der kan mostes

Æblemosten smager altså lige lidt bedre, når man ved, at den er lavet af æbler fra ens eget træ. For at få det bedste resultat, skal man dog vælge den rigtige æblesort.  

- Æbler med en kraftig smag og en del syre er gode til most. Holsteiner Cox giver en fantastisk god most, men det kan mange andre sorter og blandinger af sorter også gøre, siger eksperten.

Ekspertens favorit

Maren Korsgaard ved om nogen alt om æbler, og derfor er hun også meget velovervejet, når hun skal udpege sit yndlingsæble.

- Holsteiner Cox hører til mine favoritter, da den er meget aromatisk og både har sødme og syre i passende mængder. Desuden holder æblet sig til marts måned, og træet er sundt og bærer stabilt hvert år. Og så er blomsterne store og smukke, afslutter hun.

Her kan du læse, hvilke æbletræer, der egner sig bedst til haven