Det skal du lave i haven i oktober

Haven

Oktober er den bedste måned til at plante om og plante nyt. Selv om sommeren for længst er forbi, er der derfor stadig meget at gøre i haven. Her får du inspiration til, hvad du skal lave i haven i oktober.

Haven i oktober

Vejret er blevet gråt, koldt og fugtigt, og din lyst til at gå i haven er nok noget begrænset i forhold til i sommer. Men der er stadig masser, der skal gøres, inden frosten for alvor sætter ind. Især de frostsarte planter, skal du passe godt på og dække til, så de kan overleve til næste år.

Pluk de sidste æbler, inden frosten sætter ind! I SØNDAGs havekalender kan du læse meget mere om, hvad du skal lave i haven i november

Skriv årets erfaringer og de ændringer, du vil gøre til næste år, ned, mens de stadig er friske i hukommelsen!

Stueplanter og planter til vinteropbevaring

Sørg for at placere stueplanterne så lyst og køligt som muligt. Giv dem evt. lidt ekstra lys - en 25 W energisparepære med reflektor kan dække et cirkulært areal med en diameter på 35-40 cm.

Stop med at gøde og holde igen med vandingen.

Vælg potteplanter, der kræver et minimum af lys, og som kan klare varmen, når du køber nye planter.

Slatne blomster- og bladstilke i alpeviolen, kan skyldes svamp. Undgå derfor at købe dem, og kasser dem, du har derhjemme.Tag frostfølsomme planter ind til vinteropbevaring. Lad dem stå køligt og lyst og vand minimalt.

Frostfølsomme løg- og knoldvækster i krukker kan overvintre i krukkerne på en frostfri plads.

Citron, myrte, figen, oliven, laurbær, rosmarin og nerie - de såkaldte middelhavsplanter - kan stå ude helt hen til juletid, takket være de varme vintre.

Sartere baljeplanter - hawaiiblomst, fuchsia o.l., der ikke tåler kulde, afpudses og klippes tilbage, inden de stilles ind til overvintring. Som tommelfingerregel gælder, at løvfældende planter kan tåle at stå mørkt, mens stedsegrønne skal have lys. Den optimale overvintringstemperatur er 5-10 °C.

Husk at havekanna, gladiolus, knoldbegonie og georginer senest skal graves op dagen efter den første nattefrost. De opbevares bedst i et koldt, men frostfrit rum i kasser med sand eller spagnum.

Haven i oktober

Terrassen og altanen

Lægger du forårsløg og plante småplanter af stedmoder i altankasser og krukker, vil de blomstre tidligt næste forår, forudsat at du beskytter dem mod frost.

Husk at have et lagen eller et stykke fiberdug klar, hvis vejrudsigten byder på nattefrost.

Husk at have frisk jord og forårsløg klar, så løgene kan lægges så snart sommerblomsterne er visnet ned.

Fjern alle planterester og lægge blomsterløg i altankassen, så snart frosten har taget de sidste sommerblomster.

Vælg lave forårsløg til altankasser og krukker, fordi de ikke så let skades af vinden.

Lav smukke efterårskrukker med farvestrålende blomster og bær til lyse op den kommende mørke tid.

Stauder

Lad de visne staudetoppe sidde vinteren over for at beskytte planterne.

Flyt stauder, hvis de står forkert, eller del dem, hvis du vil have flere. Husk altid at vande grundigt til ved al nyplantning, også selvom jorden måske virker våd.

Høst frø fra sommerens blomster, så du har til næste år eller har lyst til at glæde andre med små frøposer.

Drivning

Sæt forskellige løg i potter, så du har noget at drive frem gennem vinteren. Husk at løgene skal have frost, før de kan drives.

Start drivning af amaryllis og hyacinter, hvis de skal være klar til jul.

Husk at potte stauder til vinterdrivning. F.eks. juleroser og primula.

Husk at flytte persille o.l. ind i drivhuset til vinterdrivning.

Få overblik over de vigtigste opgaver i haven her - 10 gode råd om efterårshaven:

Oktober i den bedste plantemåned

Husk

... at du i hele måneden kan plante stedsegrønne med klump og i potte.

... at se efter planter med høstfarver, hvis haven trænger til et supplement.

... at du kan få råd til flere planter, hvis du køber løvfældende barrodsplanter. De er uden jord på rødderne, men erfaringsmæssigt lette at få til at gro, hvis de plantes hurtigt efter løvfald.

... at du kan plante nye træer og buske og evt. flytte gamle, der er plantet det forkerte sted, når bladene er faldet.

Det er den bedste plantetid på hele året, så plant endelig løs - vent dog med barrodsplanterne til de har tabt alle bladene.

Husk at lægge forårsløg i haven.

Frugttræer og bærbuske

Tynd ud i solbær og andre frugtbuske, så der er 6-8 grene tilbage på hver plante.

Pluk æblerne og pærerne, når de er træmodne. Æbler skal slippe ved et let ryk. Pærer skal have et let vip for at frugten giver slip.

Læg frugterne i flade, ventilerede kasser med ét lag i hver. Det bedste opbevaringssted er udendørs i skygge.

Er der udsigt til nattefrost dækkes med en vintermåtte el.lign. Har du kun få frugter, kan de lægges i plastposer i en kold kælder eller i køleskabet, sådan som du også opbevarer frugt, du køber.

Fjern alle dårlige frugter, der stadig sidder på frugttræerne, så de ikke er smittekilde næste år.

Husk, det er ikke længere sæson for beskæring - træerne har ikke længere overskud til at lukke sårene. Klipper du nu, vil der være fri adgang for svampeangreb!

Køkkenhaven

Høst løs af de sidste afgrøder i køkkenhaven inden frosten sætter ind.

Høst græskar - skallen skal føles tør og hård, hvis de skal kunne gemmes i længere tid.

Husk at give regnormene et tykt tæppe af kompost, så graver de haven, mens du sidder i din lune stue. Inden du går i gang til foråret, skal du rive de groveste planterester af og hælde dem i komposten.

Jorden skal dækkes i køkkenhaven med kompost, hø eller halm efterhånden, som den bliver bar, for at bevare den gode struktur.

Træk dine frilandstomater op og hænge dem til modning et frostfrit sted, når frosten truer.

Hvidløg skal sættes nu, hvis de skal blive store og flotte til næste år. Sæt hvidløgene i 7 cm's dybde og med 10-12 cm imellem hvert fed.

Husk at potte krydderurter til drivning indendørs til vinterbrug.

Drivhuset i oktober

Du kan reducere angreb af sygdomme og skadedyr ved at vaske drivhuset omhyggeligt med sæbevand og skylle efter med rent vand, inden du behandler det med Rodalon.

Luft grundigt ud i drivhuset hver dag, og fjern straks visne/syge planter og plantedele, for at trække sæsonen længst muligt.

Så spinat i bunden af drivhuset som årets sidste afgrøde.

Forbered haven på vinteren

Dæk jorden omkring roserne med et 10 cm tykt lag kompost evt. blandet med rent sand.

I december er der ikke meget dagslys at gøre godt med. Læs her, hvad du skal bruge de lyse timer på i haven

Du kan undgå at få alt for mange nedfaldne blade i havebassinet, hvis du dækker det med et net.

Husk at nyplantede stedsegrønne skal vandes, hvis efteråret er tørt.

Husk at rydde op i haven og fjerne syge planter og plantedele fx frugtmumier, som der ofte sidder mange af på blommetræer.

Blade fra roser med svampesygdomme fjernes både fra jorden og fra planterne og smides i skraldespanden eller brændes.

Græsplænen skal klippes med skæret oppe på 6-8 cm, så den bedre kan klare vinteren.

Fjern blade fra plænen. Brug dem som jorddække mellem stauderne eller under træer og buske.

Find snegleæg under løse ting i haven, f.eks. brædder, sten og krukker og destruer dem, så næste års population minimeres.

Fortsæt med at luge - mange slags ukrudt bliver ved med at smide frø gennem hele vinteren.