Guide: Søde gavemærker med jule-broderi

Broderi

Jule-broderi behøver ikke kun at være rødt og grønt – her har vi broderet juleplanter på mørkeblå bund og brugt dem til nemme og søde gavemærker. Få guiden til

Guide til søde gavemærker med jule-broderi

Du skal bruge:

Mørkeblåt lærred klippet i stykker a 11 x 11 cm. Manillamærker (ca. 4 x 8 cm), der bruges 2 stk. pr. gavemærke. Karbonpapir. DMC Moulinégarn i blågrøn 561, grøn 367, rød 3831 + hvid. Limstift. Hobbykniv.

LÆS OGSÅ: Guide: Stofnet med broderet krans

Sådan gør du:

Overfør motiverne til stoffet med karbonpapir og broder hvert motiv med kontursting og franske knuder (se længere nede). Der broderes med to deltråde i nålen. Læg et håndklæde på strygebrættet, og pres det færdige arbejde fra vrangen med et fugtigt klæde over. Skær hul i det ene manillakort og lim broderiet fast bag hullet, klip overflødigt stof væk. Lim det andet manillakort bagpå. 

LÆS OGSÅ: Guide: Julekort eller billede med broderi

Tip: Når du skal brodere de forskellige sting, er det en god idé at spænde stoffet med det påtegnede motiv fast i en syring, så stoffet ikke strækker sig under syningen.

Mønstre (billederne af mønstrene kan med fordel kopieres over i word og justeres til ønsket størrelse):

Svamp.

Tjørn.

Grangren

Franske knuder og kontursting:

Stik nålen op, hvor knudestinget skal være. Sno tråden 3-4 gange om nålen og hold den stramt mod underlaget – samtidig med at nålen stikkes gennem stoffet nær det første sting.