4 klassiske krimiserier med kvinder i hovedrollen

tv-serie

Denne uges tv-serie er en herlig klassisk krimiserie, Miss Fisher's Murder Mysteries med en charmerende kvindelig hovedperson. Du får også en anbefaling af tre andre krimiserier med kvinder.

Tv-serie med charmerende detektiv

Er du til klassiske detektivserier, så er Miss Fisher’s Murder Mysteries et absolut must.

Den unge, rige og glamourøse verdensborger Phryne Fisher, ESSIE DAVIS, vender i 1928 hjem til Melbourne, Australien, efter mange år i udlandet. Her nedsætter hun sig som privatdetektiv omgivet af Mr. Butler, hendes loyale butler, assistenten Dorothy ”Dot” Williams og chaufførerne Bert og Ces som hjælpere.

Og så går hun ellers kriminalkommissær John ”Jack” Robinson, spillet af Nathan Page, og politiassistent Hugh Collins i bedene med sit skarpe intellekt og sin lille smarte pistol. Det er forrygende tv – serien oser af charme, humor, kærlighed, godhed og sex, men også ondskab og traumer forstås - det er jo en krimiserie.

NETFLIX: Miss Fisher’s Murder Mysteries

Læs SØNDAGs guide til streaming af tv-serier og -film

Du vil også kunne lide...

AGATHA RAISIN: Den succesfulde PR-kvinde Agatha Raisin, spillet af Ashley Jensen, har trukket sig tilbage til en søvnig landsby for at komme langt væk fra Londons hektiske tempo og finde nye venner. Her bliver hun trukket ind i en række mordmysterier og kommer ufrivilligt og ind imellem ret så klodset til at agere som amatørdetektiv. "Agatha Raisin" er en charmerende britisk krimiserie med masser af humor. C More.

MURDOCH-MYSTERIERNE: Vi er i 1890'ernes Toronto, Canada, hvor den unge, nytænkende William Murdoch, Yannick Bisson, arbejder på station 4. Her er hans chef Brackenreid i starten skeptisk over for Murdochs opklaringsteknikker som fingeraftryk og andre "videnskabelige metoder", men i retslægen Julia Ogden, Helene Joy,  finder Murdoch dog en ligesindet, og sammen kaster de sig ufortrødent ud i opklaringen af den ene brutale forbrydelse efter den anden. TV 2 Play.

KRIMINALKOMMISSÆR FOYLE: Vi følger den sympatiske kriminalkommissær Christopher Foyle under 2. verdenskrig, hvor han udkæmper sin helt egen krig imod mord, forræderi og andre forbrydelser på Englands sydkyst. Og han må endda også bekæmpe militæret ind imellem og rage kastanjerne ud for sin søn, RAF-piloten Andrew. Med sig har han sin trofaste chauffør Sam og kriminalassistent Milner. I rollerne ses fortræffelige Michael Kitchen som Foyle, Honeysuckle Weeks som Sam og Anthony Howell som Paul Milner. Netflix.