Streaming - Ugens tv-serie: Cranford

tv-serie cranford

Er du vild med britisk tv - så er ugens tv-serie, Cranford, noget for dig.

Tv-serie om enker og giftefærdige frøkener

 
Britisk er bare bedst, fortæller min hjerne mig tit, når jeg forsøger at navigere i strømmen af tv-serier. Lige så tit ender jeg derfor med at gå britisk og tyr ofte tilbage til en tv-serie med nogle år på bagen. Som f.eks. den herlige BBC-serie ”Cranford” fra 2007.
 
Her er vi i 1840'erne i landsbyen Cranford i Cheshire i det nordvestlige England, hvor vi følger landsbylivets genvordigheder, som de udspiller sig især i den bedrestillede middelklasse blandt giftefærdige frøkener og enerådende enker. 
 

Judy Dench i front

Og her er vi i et miljø, der dårligt tåler den forandring, som kommer til udefra. Alene det, at den store, britiske skuespillerinde Judi Dench er med i front, gør i mine øjne serien værd at se – eller gense.
C More "Cranford", en sæson, men se også ”Return to Cranford”, en sæson
 
 

Mere britisk og bedst

 
PARANOID: En britisk serie af den slags, hvor sporet hele tiden vender, og mistanken skifter med. Vildt spændende og fuld af konspirationer. En kvindelig læge bliver myrdet. Men hvad ligger bag? I polititeamet ser man den altid autentiske skuespiller Robert Glenister, som har medvirket i et hav af film og serier. Han spiller en central figur og gør det fremragende. En sæson, Netflix
 
HOTEL HALCYON: Serien tåler et gensyn for dem, der fulgte den på TV 2 Charlie i påsken, vil jeg mene, og for dem, der ikke gjorde, gælder det bare om at skynde sig at få den set. Serien, der sammenlignes med ”Downton Abbey”, har henlagt handlingen til et femstjernet hotel i London i 1940’erne under krigens mørke skygger. Jeg er vild med Steven Mackintosh, som har rollen som hoteldirektør. En sæson, TV2play
tv-serie
 
DANIEL DERONDA: Miniserie med Hugh Dancy i hovedrollen som Daniel Deronda, hvis hemmelighedssfulde forhistorie ligger som en del af fortællingens motor. Men det er kærlighed og kærlighedens forviklinger, der er omdrejningspunktet i serien, der bygger på en roman af George Eliot. På rollelisten er også Hugh Bonneville, som mange vil huske fra ”Downton Abbey” i rollen som faderen Robert Crawley. En sæson, på C More
 
LUTHER:  BBC, når det er bedst. Også en krimi. Mange kender måske serien fra dansk tv, hvor den har været vist med undertitlen ”Strømer på kanten”. Men lækre Idris Elba i rollen som den utilpassede detektiv John Luther kan jeg næsten ikke få nok af. Fire sæsoner, Netflix.