Katrine Hertz Mortensens kulturfavoritter

Katrine Hertz Mortensen, der har været vært på ”Go’ morgen Danmark” siden oktober sidste år, er vokset op i et arkitekthjem, hvor der blev lyttet til klassisk musik. Især Mozart. Og i en grad, så hun stadig kan nynne med på det meste af Mozarts musik. Hun har aldrig selv spillet musik, ud over det halvandet år hvor hun som ganske ung var med i Gladsaxe Pigegarde og spillede lilletromme. Vi har bedt den 34-årige morgenvært om at svare på spørgsmålene i vores Kulturelle Poesibog.

Vi har bedt den 34-årige morgenvært om at svare på spørgsmålene i vores Kulturelle Poesibog.

Katrine i korte træk

 

  • Født 3. februar 1977.
  • Færdiguddannet som journalist fra RUC i 2002.
  • Har tidligere været vært på P3, TV2 Radio og TV2 NEWS.
  • Er kæreste med Mikkel Havmand, der er ansat i reklamebranchen.
  • Sammen har de datteren Bella på snart tre år.
     

Den bedste bog, du har læst indenfor det seneste år - eller nogensinde?

Der er flere, der hører til "de bedste": F.eks. "Halvbroderen" af Lars Saabye Christensen, som er en af yndlingsbøgerne.

En anden er John Steinbecks "Øst for paradis". Den er helt fortryllende. En lille roman, der uhyre præcist kan beskrive mennesker og alle de problemer, mennesket har på det følelsesmæssige plan. Den er skrevet, så man bliver suget ind i den.

En film, du kan se igen og igen, eller som har gjort særligt indtryk?

Igen er der flere. Men "Da Harry mødte Sally" hører til favoritterne. Og det gør den, fordi dialogen er skrevet så fuldstændig fantastisk.

Læs også

Maria Montells yndlingsmusik
DRs nye korrespondent, Puk Damsgaard Andersen, klar med bog

 

Største teateroplevelse?

Jeg har ikke været i teatret længe. I gamle dage var jeg med mit dramahold inde at se alt muligt. Især Lars Noréns stykker var og er jeg ret glad for.

Senest har jeg været i Operaen og høre "Carmen", som nok er den opera, jeg er mest begejstret for. Jeg er ikke særlig eksperimenterende, når det kommer til klassisk musik. Men opera synes jeg er fantastisk. Men jeg synes også, det er for dyrt. Vi bor i et land, hvor det koster 800 kr. for en billet. Og så kan de ikke forstå, hvorfor der ikke er flere, der går ind og ser opera!

Bedste oplevelse med sport?

Jeg er virkelig ikke noget sportsmenneske. Tour de France er nok mit højdepunkt hvert år. Det er den eneste sport, jeg synes, er sjov at følge med i. Og så har jeg ikke engang sat mig rigtigt ind i det. Fodbold følger jeg lidt overfladisk med i, når det gælder EM- og VM-turneringer. Alt andet er ligegyldigt. Jeg selv? Jeg prøver at få løbet. Men jeg får det bare ikke gjort tit nok. Så nej, jeg er bestemt ikke typen, der er blevet afhængig af at løbe, må jeg indrømme.

Musik, du aldrig bliver træt af?

Gammel jazz! Navne som Miles Davis og John Coltrane og den slags. Ellers er der Rolling Stones. Det er nok i virkeligheden dem, jeg vender tilbage til allermest. Det var også musik, min mor holdt af. Men Beatles holder også. De er stadig dejlige at lytte til.