Slangepigen Anniqa: Husker du hende?

SSlangepigen Anniqa har været hjemme i Danmark og lancere en bog om sit liv

Anniqa, den blonde kvinde på billedet, er ikke bange for slanger. Det er den mørkhårede (mig) til gengæld. Forestil dig så, hvordan det var, da vi to mødtes over et interview om at være slangepigen, der har skrevet en meget modig bog om sit liv, og pludselig stikker en pyton hovedet frem...

Er du bange for slanger?
Jeg spørger bare, for det er jeg. Og hvis du også er, vil du helt sikkert forstå det her: 

Da Anniqa kommer trillende dér i sin kørestol det lille stykke vej fra hotellets elevator til loungehjørnet, hvor vi har aftalt at lave interviewet, aner jeg ikke, hvad der kommer til at ske inden for de næste minutter. Jeg er ærligt talt heller ikke forberedt på noget i den retning. Mærkeligt nok, tænker du måske, når det nu er slangepigen Anniqa, man skal møde. Men sådan er det altså.

Læs også om danske Vera i USA

Anniqa er delvist lammet

Anniqa er 67 år i dag. Hun har levet i USA i over 30 år efterhånden. Hun optræder ikke længere. Er delvist lammet i den ene side efter en fejloperation og har problemer med ryg og hofter. Men nu har hun altså været tilbage i det Danmark, hvor hun var allermest berømt i 70'erne og starten af 80'erne, for at fortælle om den bog, hun har skrevet om sit liv, en bog, der slet og ret hedder "Anniqa". 

En mærkelig boks af plast...

Da hun rækker en smal, fin hånd frem til goddag, og vores hænder mødes henover en mærkelig boks af plast, som hun sidder med i skødet dækket af et håndklæde, aner jeg heller ikke uråd.
Det er først, da hun med hjælp fra sin handicaphjælper, som hun har med fra USA, får sig anbragt i en sofa, og plastikboksen nu åbnes, at det afsløres, at dér, få centimeter fra hvor min hånd var rakt frem før, ligger nu en velvoksen pytonslange og stikker hovedet frem fra sin lune rede i en masse savsmuld.

Åh, er du bange?

Sekunder efter sidder hun med selvsamme slange rundt om halsen. Og først da går det op for hende, at jeg, der sidder i den anden side af sofaen, som desværre bare er en TOMANDSSOFA, nærmest er ved at kravle baglæns ud over armlænet. 
- Åh, udbryder hun på den sødeste måde, - er du bange for slanger?!
Svaret kender hun allerede. Det lyser ud af mig og mit kropssprog.

Så sker det forunderlige

Men så sker det næste forunderlige. For Anniqa begynder bare at tale og fortælle. Selv om jeg ryster på hånden og ikke kan få øjnene væk fra det, jeg nu ved er en kongepyton, lytter jeg til hendes stemme.

Først fortæller hun beroligende, at pytonslanger er de "mest fredelige og sødeste af alle kvælerslanger". Så fortæller hun videre om det, hendes venden tilbage til Danmark egentlig  handler om, nemlig bogen, som hun igennem mange år har drømt om at skrive. Om hvor lykkelig hun er for, at det nu er lykkedes hende at få den gjort færdig og få den udgivet.

Hun har rent faktisk selv skrevet bogen, fortæller hun, det meste af den endda i hånden, og den er kun rettet lidt til sprogligt af forlægger Susanne Droest fra forlaget Drost-Thorndal, der udgiver bogen.

Den svenske krimiforfatter Viveca Stens bedste bogtips

Ingen dans på roser

Bogen fortæller om Anniqas liv helt fra begyndelsen, barndommen i Sverige, hvor Anniqa Forss, som hun hedder, vokser op i svære kår. Videre til årene i Danmark, hvor hun flytter til i en alder af 20 år og bliver kendt som slangepige, men hun bliver også dansktopsangerinde og deltager i det danske Melodi Grandprix et år og prøver også kræfter med teatret, bl.a. som revyskuespillerinde.

Men en stor del af bogen kredser om årene i USA. Om  tiden da hun følger med sin daværende mand til Hollywood, og hvordan livet derovre heller ikke bare bliver en dans på roser.

Hun fortæller bl.a. åbent om at udvikle et alkoholmisbrug, men også om at komme ud af det igen. Og så fortæller hun om sin store kærlighed til sin voksne søn. Den søn, som i dag bor i USA også og har kone og barn og er politibetjent, men som hun lod blive tilbage i Danmark hos hans elskede gudforældre, da hun i sin tid forlod Danmark for at prøve lykken i USA. Bogen er skrevet til ham. I håb om at han vil forstå og måske tilgive.

Jeg vil gerne sige til kvinder

Samtidig håber hun, siger hun, at bogen også kan få hendes budskab ud. Et slags kærlighedsbudskab, som hun bl.a. sammenfatter således: 

 – Jeg vil gerne sige til kvinder, der oplever vold, at de kan komme ud af det. Jeg vil gerne sige til dem, der lever under alkoholens byrde, at alkoholisme er en sygdom, og man kan blive rask.  Og jeg vil gerne sige til alle mødre og alle fædre: Oplys jeres børn om livet. Jeg fik aldrig lært noget af min mor og far. Jeg var stærk nok til at klare alt selv. Alt, hvad jeg har lært, har jeg selv måttet prøve mig frem til.  Som bekendt lærer man kun af sine fejltagelser. Og dem har jeg begået mange af. 

Kureret for slangeskræk? 

Her er det så pludselig, at hun siger, mens hun igen kigger mig direkte i øjnene: - Vil du lige fjerne det stykke savsmuld, der sidder på min skulder?

Helt uden at tænke mig om rækker jeg hånden frem, og så - da min hånd er en millimeter fra det lille, lyse stykke savsmuld - stivner jeg: SLANGEN! jeg har totalt glemt alt om den. Nu sidder jeg pludselig og glor den lige i øjnene (forekommer det mig), mens min hånd fortsætter sin vej hen og fjerner savsmuldsstykket!!!!

Anniqa ler og siger: - Og nu prøver du så at røre slangen, ikke ? 

Mit hjerte hamrer, som om jeg har løbet maraton. Men igen, min hånd løfter sig, og pludselig sidder jeg rent faktisk og aer en kongepyton. Den er blød og varm. Silkeblød ligefrem.

Om jeg er kureret for min lille slangeskræk? Måske. Jeg føler mig i hvert fald som noget af en heltinde, da vi tager hjerteligt afsked med Anniqa, som snart efter skal tilbage til USA, men planlægger at besøge Danmark igen for bl.a. at holde nogle foredrag. Men i virkeligheden er det jo hende, slangepigen Anniqa, der er en slags heltinde her.