Lotte Heise om at have travlt....

....og nyde livet samtidig. Lotte Heises bog ”Kan du nå det?” giver en række almene råd til, hvordan vi bedre kan nå det, vi gerne vil. Få nogle af dem her.

Lotte Heises bog "Kan du nå det?" giver en række almene råd til, hvordan vi bedre kan nå det, vi gerne vil. Få nogle af dem her.

Lotte Heise lægger ud med lige at få os til at tænke os lidt om:

"Når vi har svært ved at nå livet", skriver hun, " drejer det sig blandt andet om, at vi har modstand mod mange af livets pligter og must-do-ting.

Jeg tror, at en forudsætning for at nå livet er, at du:

• ikke oplever pligter som sure

• ikke opfatter dig selv som offer

• forstår, hvorfor du tit synes, at du har det alt for hårdt

• ved, hvorfor du skal hvad

• forstår dine egne overspringshandlinger

• forstår din partners overspringshandlinger

Gode tanker

• Hvis du ikke ved, hvorfor du altid drøner rundt som en skoldet skid, mindst fem minutter bagud med alting og i øvrigt med super dårlig samvittighed over en hel masse, så kommer du ikke til at ændre noget som helst i mere end en uge eller to.

• At lave om på din måde at bruge tiden på kræver indsigt, eftertænksomhed og sidst, men ikke mindst, en lyst til at nyde flere ting ved livet og derfor et ønske om at nå det bedre.

• I stedet for at se ugen som et uoverstigeligt bjerg, allerede fra søndag eftermiddag, skal du prøve at se ugen som en helhed.

• En uge må ikke opfattes som et langt "hold vejret til det bliver fredag", den skulle gerne kunne blive en blanding af pligter og have det rart.

• Jeg er overbevist om, at hvis vi tør kigge indad og finde ting, vi gør "forkert", både i forhold til os selv, vores partner og vores børn, så kan vi ændre vores evne til at nå livet.

Gode råd

• Planlægning af hverdagen er afgørende for, om du kan få et bedre liv.

• Der er mange, der overvejer at gå fra hinanden, simpelthen fordi hverdagen ikke fungerer, og det er da en dårlig grundt!

• Vi kvinder har en tendens til at gøre en masse små, men vigtige ting i hjemmet, som ingen rigtigt ved, at vi gør. Når I skal omfordele arbejdsopgaver, kræver det lange snakke, virkelig god planlægning og begyndelsen en meget fast struktur, hvor alle aftaler overholdes.

• Når I synliggør arbejdsopgaverne, bliver det hele meget nemmere, fordi I kan fordele opgaverne og derved frigøre tid.

• I skal kigge på: Hvad sker der fra mandag morgen til søndag aften?

• Når I fordeler tingene på en ny og anderledes måde, opdager I, at nogle af dem måske slet ikke bør laves på den måde, som I gør nu. Uhensigtsmæssige metoder kan være meget tidskrævende.

• Hvis I har en gennemarbejdet plan for ugens hverdage, kan antallet af ubehagelige overraskelser reduceres, og de stressede tidspunkter måske helt undgås.