Hjemmelavet gelé af paradisæbler

TID: 1½ - 2 timer + gennemløbstid (5-7 timer)

Til 10-12 små glas:

3 kg paradisæbler
5 dl vand
1 kg sukker pr. liter siet saft
Evt. 1-2 spsk æbleeddike
2 vaniljestænger

Skyl æblerne og fjern stilke og blomster.

Kom dem i en gryde, hæld vand ved og bring det langsomt i kog.

Lad æblerne simre under låg, til de er meget møre – efter ca. 30 min.

Mas æblerne med en stor grydeske.

Si den udkogte æblemasse gennem et dørslag, så skind, kerner og kernehuse holdes tilbage.

Hæld æblemosen i en saftpose med en skål under og lad saften løbe fra i 5-7 timer.

Massen bør ikke mases gennem klædet, da det gør geléen grumset, men man må godt klemme lidt på stofposen for at hjælpe saften igennem.

Mål saften op og bring den i kog.

Rør sukker i og smag til, når sukkeret er opløst, tilsæt evt. en smule eddike.

Lad saften koge svagt uden låg i ca. 10 minutter. Rør indimellem.

Prøv, om en dråbe kan tykne og blive siddende på bagsiden af en ske, eller om du med en ske kan trække en bane i en lille pyt af saften på en tallerken. Hvis saften endnu ikke gelerer, koges den lidt længere.

Skum den færdige saft.

Flæk vaniljestængerne, skrab kornene ud og tilsæt dem.

Klip stængerne i småstumper og lad dem koge med et øjeblik.

Tag stængerne op og fordel dem i de rene glas.

Hæld saften i glassene og luk dem straks.

Kommentar

Gem
Shop.dk
Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk