Langtidsstegt lam

Lammekøllen skal i ovnen i 4 timer sammen med grøntsagerne, når du laver langtidsstegt lam. Kødet smager fortrinligt, og grøntsagerne bliver bløde som smør og nærmer sig næsten en ratatouille.

Er man hvidløgsfan, bager man en masse hvidløg med, ellers undlader man dem bare.

Langtidsstegt lam med æbler og rodfrugter

Tid: 30 min. + stegetid på 4 timer

Det skal du bruge
1 lammekølle på lidt over 2 kilo
2 stilke rosmarin
2 madæbler
2 rødbeder
3 gulerødder
¼ selleri
1-2 porrer
2 dl æblemost
12 hele hvidløgsfed (kan udelades)
Salt og peber

Er du helt tosset med lammekølle? Her får du en skøn opskrift på lammekølle boulangère

Sådan laver du langtidsstegt lam med æbler og rodfrugter
Tænd ovnen på 140 grader.

Tør lammekøllen, og gnid den godt med salt og friskkværnet peber.

Stik huller i den med en skarp kniv, og stik små rosmarinstilke i. Rengør æbler og grøntsager og skær dem i lige store stykker.

Læg lammekøllen i en bradepande og læg grøntsagerne, de hele hvidløgsfed med skal samt mere rosmarin rundt om.

Hæld æblemost over grøntsagerne, og sæt lammekøllen i ovnen i 4 timer.

Hvis de mange rodfrugter ikke er nok som tilbehør til langtidsstegt lam, passer et langtidshævet brød godt til.

Lam kan laves på uendeligt mange måder. Her har vi samlet vores 20 bedste opskrifter med lam

Kommentar

Gem
~Aller Media A/S © 2012 - www.aller.dk