Min storesøster vidste, hun skulle dø af sin kræftsygdom, hun var meget afklaret, fuld af humor, også sort humor, og ville selv planlægge sin begravelse og gravøl m.m.

Hun havde besluttet, hvilke salmer der skulle synges i kirken, havde også talt med præsten, der skulle forestå den kirkelige handling.

Hun manglede nu kun at kontakte den unge sangerinde, som hun havde hørt ved en rund fødselsdag et års tid tidligere og nu gerne ville have til at synge »Que Sera, Sera« i kirken, før kisten skulle bæres ud.

Altså ringede min søster til den unge sangerinde, præsenterede sig og fortalte, hvor hun havde hørt hende og spurgte så: »Vil du synge til min begravelse?« Hvortil den unge pige prompte svarede: »Ja, hvornår?«. 

Og min søster med højlydt latter udbrød: »Det ved jeg sgu da ikke!«.

Dét samtaleforløb grinede vi meget af, før min søster døde – og den unge sangerinde KOM og sang som ønsket. 

Helene