På trods af mine 40 år er jeg stadig frygtelig genert.

Er jeg til et selskab, hvor jeg sidder mellem to herrer, jeg ikke kender, ender det altid med, at de snakker med damen til den anden side, og jeg føler mig til overs.

Prøver jeg at sige noget, smiler de venligt og snakker videre til den anden side.

Jeg er hverken dum eller grim, men hvordan får man folk til at få øje på én?

Når pligtdansen starter, sidder jeg altid alene tilbage og føler mig forladt. Jeg hader efterhånden selskaber, og nu skal vi snart til en større familiekomsammen, og jeg gruer for det.

Er vi bare et par stykker, har jeg ikke de problemer, men jeg er træt af at blive overset.

Hvad kan jeg gøre? Nu ikke noget med skandaler eller dans på bordet, det må da være muligt at hygge sig med mig!

Den modløse




Kære Modløse.

Åh, jeg forstår godt, du gruer for det – men jeg tror ikke, det behøver være så svært. I første omgang kan det måske hjælpe at sige til dig selv, at det er et stykke arbejde, der skal gøres, fordi du har besluttet, at du vil blive bedre til at gå til fest.

Du behøver ikke at glæde dig – og det er naturligt, du er anspændt. Og du skal sørge for, at der venter noget rart på dig derhjemme, f.eks. en nyredt seng, en god bog, din yndlingsgodnatdrink.

Og prøv, inden du går næste gang, at analysere dit kropssprog. Gør du ubevidst noget, der afslører, at du helst ville være et andet sted? Det er noget af det, andre mennesker fornemmer – og ligesom trækker sig lidt væk fra. Prøv at finde ud af at »snyde«, så det ser ud som om, du hviler i dig selv.

Inden du går hjemmefra, prøv så også at finde på noget at tænke for dig selv under hele aftenen, som morer dig. Folk vil altid gerne være sammen med nogen, der oplever verden med et glimt i øjet.

Og smil og hold øjenkontakt – med det samme, din bordherre trækker stolen ud for dig. Lad ham fornemme, at du føler dig heldig og er glad for, at det lige netop er ham, du skal sidde ved siden af. Og spørg så. Spørg, spørg, spørg! Hvordan han kender værterne, hvad han arbejder med, hvad han laver i sin fritid, hvor i landet han bor, og hvis der er en familie, så spørg til den.

De fleste bordherrer kan godt lide at snakke, og det er en af de måder, man som kvinde kan kurtisere en mand. Lytte, le, se opmærksomt på ham, tænke over det, han siger – være taknemlig for alle hans anstrengelser.

Det er et sjovt spil, og du kan læne dig tilbage og nyde turen, mens du arbejder på at føle dig lidt tryggere sammen med mange og mere eller mindre fremmede mennesker.

På et eller andet tidspunkt vil han spørge tilbage til dig, og du kan svare lidt fiffigt og hurtigt vende opmærksomheden mod ham igen, hvis du ikke føler dig klar til at gå ind i manegen. Hvis du har mod på at sige noget, så husk at det virkelig skal betyde noget for dig, det du siger.

Intensitet, engagement og noget, der er personligt, synes jeg tænder os i de korte møder.

Og så skal du naturligvis vende dig om i god tid og give den anden bordherre en chance for at nyde din gode karma. Så den første aldrig helt fik nok af dig – og du undgår en afvisning. Se dig selv som den »jagede«, hendes hvis gunst og opmærksomhed de heldige får, også heldige kvinder.

Når en dag det her begynder at fungere for dig, tror jeg ikke, der er langt til selv at byde op til dans.

I første omgang synes jeg bare, du skal bryde op efter kaffen og tage stolt hjem og få din belønning for et godt stykke arbejde.

Du er ikke forpligtet mere end fire-fem timer – husk at det foreløbig er vågne timer, du på en måde forærer væk. Vent med at blive længere, til du måske virkelig får lyst.

Venlig hilsen,
Nikoline Werdelin